Avl
Så du tænker på at avle? Der er mange ting der skal overvejes inden man kaster sig ud i dette projekt. At avle er i mine øjne ikke "bare" at sætte to dyr sammen. Der er en del man skal have styr på inden man gør dette. Jeg synes personligt at man skal have en god viden indenfor genetik, en grundlæggende viden om rotter, man skal have en viden om de sygdomme de kan få. Ja, jeg kan jo blive ved. Jeg har fået lov til at sætte en "artikel" ind der er udarbejdet af Rattus Norvegicus/Kenny hvor der står nogle ting du skal overveje inden du kaster dig ud i avl med rotter.
Hvorfor vil jeg avle?
- Fordi jeg vil tjene penge.
- Hvis dette er dit svar, så glem alt om tamrotteavl.
Hvis man er seriøs om sin avl, er der ikke nogen økonomisk fortjeneste, da man skal huske at der bruges penge på foder, strøelse og dyrlægeregninger, og disse udgifter vil aldrig kunne dækkes ved salg af ungerne.
Og kommer man ikke af med alle unger i et kuld eller kuldet er meget lille vil fortjenesten være tilsvarende lille og det økonomiske tab større. - Fordi jeg gerne vil lave flere af en eller flere bestemte farver/aftegninger.
- Hvis dette er dit svar, så glem alt om tamrotteavl.
Dette er heller ikke en god grund til at starte som avler, da temperament og helbred ALTID kommer i første række.
Avl på syge og/eller aggressive rotter kan give alvorlige problemer for både en selv, men også køberne, hvis problemerne er arvelige. - Fordi jeg ønsker at bidrage til at forbedre tamrotternes helbred, temperament og levetid.
- Hvis dette er dit svar, er du godt på vej til at få en god start som tamrotteavler.
Det er altid ønskeligt med avl efter godt helbred og temperament, samt efter at forlænge tamrotternes levetid, da dette er med til at gøre tamrotter til endnu bedre og mere attraktive kæledyr.
Har jeg råd til at avle?
Inden man begynder at avle, er man nødt til at kigge på om man har råd til evt. dyrlægeregninger hvis noget går galt under drægtigheden eller fødslen.
En tur til dyrlægen med en hunrotte der ikke kan føde selv, kan hurtigt blive en dyr affære, og kan nemt løbe op i et par tusinde kroner.
Og har man ikke råd eller vilje til at ofre dette, hvis noget går galt, bør man holde sig helt fra tamrotteavlen.
En tur til dyrlægen med en hunrotte der ikke kan føde selv, kan hurtigt blive en dyr affære, og kan nemt løbe op i et par tusinde kroner.
Og har man ikke råd eller vilje til at ofre dette, hvis noget går galt, bør man holde sig helt fra tamrotteavlen.
Salg af ungerne:
Inden man begynder at avle tamrotter, skal man gøre op med sig selv, hvad man skal gøre med de mange unger man får.
En hunrotte kan levere op til 20 unger (normalt ca. 10 unger) i et enkelt kuld, og det er mange rotteunger at skulle finde hjem til, og det er ikke altid det lykkes avlere at komme af med alle dem de sætter til salg.
Alle seriøse avlere har helt klare regler for hvad man gør og hvad man IKKE gør med ungerne.
Som seriøs avler sørger man for at annoncere med så mange oplysende detaljer om kuldet og forældredyrene, som muligt, og man beholder selv de unger man ikke kan komme af med.
(dette sikrer at man kan følge sine linier og slægter for at se om der dukker uønskede egenskaber op, som kan have betydning for om der skal avles videre på dem).
Hvis man aflevere overskuddet i dyrehandlere, bruger/sælger dem til foder/foderavl, afliver dem (populært kaldet ”culling”), bliver man med det samme betragtet som useriøs af både seriøse avlere og seriøse købere, som ønsker at vide alt om deres kæledyrs baggrund.
Udfører man bare en af disse handlinger vil man have meget svært ved at købe nye avlsdyr af seriøse avlere, og man vil altid være stemplet som useriøs.
(Og værst af alt, mister man en masse vurderingsgrundlag for om der ligger nogle uønskede egenskaber i linjen eller slægten, som der ikke bør avles videre på).
I nogle tilfælde kommer man udfor at en køber af den ene eller anden grund er nødt til at gå af med sine rotter, og man har derfor et par valg at træffe som seriøs avler.
Man kan enten tilbyde at tage rotten tilbage og selv give den et fast hjem resten af den liv, elle r man kan hjælpe køberen med at finde et nyt og blivende hjem.
De fleste avlere vælger som regel den første løsning, da de helst vil undgå at rotten ender som en kastebold der flytter fra hjem til hjem og derved udsætter den for unødig stress, som kan fremprovokere miljøbestemt aggression/dominans.
En hunrotte kan levere op til 20 unger (normalt ca. 10 unger) i et enkelt kuld, og det er mange rotteunger at skulle finde hjem til, og det er ikke altid det lykkes avlere at komme af med alle dem de sætter til salg.
Alle seriøse avlere har helt klare regler for hvad man gør og hvad man IKKE gør med ungerne.
Som seriøs avler sørger man for at annoncere med så mange oplysende detaljer om kuldet og forældredyrene, som muligt, og man beholder selv de unger man ikke kan komme af med.
(dette sikrer at man kan følge sine linier og slægter for at se om der dukker uønskede egenskaber op, som kan have betydning for om der skal avles videre på dem).
Hvis man aflevere overskuddet i dyrehandlere, bruger/sælger dem til foder/foderavl, afliver dem (populært kaldet ”culling”), bliver man med det samme betragtet som useriøs af både seriøse avlere og seriøse købere, som ønsker at vide alt om deres kæledyrs baggrund.
Udfører man bare en af disse handlinger vil man have meget svært ved at købe nye avlsdyr af seriøse avlere, og man vil altid være stemplet som useriøs.
(Og værst af alt, mister man en masse vurderingsgrundlag for om der ligger nogle uønskede egenskaber i linjen eller slægten, som der ikke bør avles videre på).
I nogle tilfælde kommer man udfor at en køber af den ene eller anden grund er nødt til at gå af med sine rotter, og man har derfor et par valg at træffe som seriøs avler.
Man kan enten tilbyde at tage rotten tilbage og selv give den et fast hjem resten af den liv, elle r man kan hjælpe køberen med at finde et nyt og blivende hjem.
De fleste avlere vælger som regel den første løsning, da de helst vil undgå at rotten ender som en kastebold der flytter fra hjem til hjem og derved udsætter den for unødig stress, som kan fremprovokere miljøbestemt aggression/dominans.
Valg af avlsdyr:
Det anbefales at man har haft tamrotter i mindst 1 år, inden man begynder at avle, så man har fået lidt erfaring med at vurdere sine mulige avlsdyrs helbred og temperament, så man ved om de er egnede til avl eller ej, og det er derfor vigtigt man har sat sig grundigt ind i tamrotternes helbred, arvelige sygdomme og grundlæggende genetik INDEN første parring sættes i gang.
Man skal selvfølgelig kun bruge dyr med et stærkt helbred og et godt temperament.
Det vigtigt at man sætter sig ind i sine avlsdyrs baggrunde, så man ved om der ligger arvelige sygdomme eller for mange tilfælde af dårligt temperament i slægten, inden man benytter dem i avlen.
Som ny kan dette være svært at vurdere, men de fleste erfarne avlere stiller gerne deres hjælp til rådighed.
Man skal selvfølgelig kun bruge dyr med et stærkt helbred og et godt temperament.
Det vigtigt at man sætter sig ind i sine avlsdyrs baggrunde, så man ved om der ligger arvelige sygdomme eller for mange tilfælde af dårligt temperament i slægten, inden man benytter dem i avlen.
Som ny kan dette være svært at vurdere, men de fleste erfarne avlere stiller gerne deres hjælp til rådighed.
Valg af hanrotte:
Hanrotter bør være 12 måneder før de bruges i avlen.
- Dette er for at sikre at hanrotten ikke udvikler sig aggressivt eller dominant, hvilket oftest sker i 4-8 måneders alderen, men det er også set senere end dette.
Hanrotten bør veje mindst 500g uden at være overvægtig.
- dette er for at sikre rotternes størrelse bevares, da størrelsen kan nedarves til afkommet.
En hanrotte bør ikke fædre flere end 5 kuld, da dette vil give for mange af de samme gener i forskellige slægter.
En hanrotte med ukendt baggrund bør parres med en hunrotte med kendt baggrund.
- Dette er for at sikre at hanrotten ikke udvikler sig aggressivt eller dominant, hvilket oftest sker i 4-8 måneders alderen, men det er også set senere end dette.
Hanrotten bør veje mindst 500g uden at være overvægtig.
- dette er for at sikre rotternes størrelse bevares, da størrelsen kan nedarves til afkommet.
En hanrotte bør ikke fædre flere end 5 kuld, da dette vil give for mange af de samme gener i forskellige slægter.
En hanrotte med ukendt baggrund bør parres med en hunrotte med kendt baggrund.
Valg af hunrotte:
En hunrotte bør være mindst 4 måneder og max 12 måneder ved første parring og veje mindst 250g og helst gerne over 300g (uden at være overvægtig).
En hunrotte bør ikke få mere end 2 kuld i sin levetid, da det er fysisk hårdt for hendes krop, og det tager tid at komme sig ovenpå et kuld unger.
Hun bør derfor også have mindst 2 måneders pause fra fravænning til næste parring.
Enkelte hunner kan sagtens klare 3 kuld i sin levetid, men dette kræver erfaring at vurdere, og anbefales ikke til nybegyndere.
En hunrotte med ukendt baggrund bør parres med en hanrotte med kendt baggrund.
En hunrotte bør ikke få mere end 2 kuld i sin levetid, da det er fysisk hårdt for hendes krop, og det tager tid at komme sig ovenpå et kuld unger.
Hun bør derfor også have mindst 2 måneders pause fra fravænning til næste parring.
Enkelte hunner kan sagtens klare 3 kuld i sin levetid, men dette kræver erfaring at vurdere, og anbefales ikke til nybegyndere.
En hunrotte med ukendt baggrund bør parres med en hanrotte med kendt baggrund.
Parring:
Hvis man selv er ejer af begge avlsdyr:
Når hunrotten er i brunst kan man starte med at lade avlsparret mødes på neutral grund (f.eks. på sofaen eller sengen) et par timer, og når de har accepteret hinandens selskab og evt. er gået i gang med at parre sig, kan man flytte dem over i et separat bur sammen, hvor de kan gå det næste døgns tid, og herefter skille dem ad og flytte dem tilbage i hver deres gruppe.
Hvis man er usikker på om hunnen er parret ordentligt, kan man med fordel lade parret gå sammen i 7 dage, for at sikre at hun bliver parret igen ved næste brunst, hvis første forsøg ikke er lykkedes.
Ejer man selv hunnen og har lånt hannen udefra:
Her anbefales det at parringen foregår hjemme hos hannens ejer, hvis ejeren har mulighed for dette.
Dette er for at sikre at hannen ikke er for længe væk fra sin egen gruppe, hvilket kan medføre unødvendig uro i hannens gruppe, især hvis han ligger højt i hierarkiet.
Dette aftaler man dog internt med hannens ejer.
Når hunrotten er i brunst kan man starte med at lade avlsparret mødes på neutral grund (f.eks. på sofaen eller sengen) et par timer, og når de har accepteret hinandens selskab og evt. er gået i gang med at parre sig, kan man flytte dem over i et separat bur sammen, hvor de kan gå det næste døgns tid, og herefter skille dem ad og flytte dem tilbage i hver deres gruppe.
Hvis man er usikker på om hunnen er parret ordentligt, kan man med fordel lade parret gå sammen i 7 dage, for at sikre at hun bliver parret igen ved næste brunst, hvis første forsøg ikke er lykkedes.
Ejer man selv hunnen og har lånt hannen udefra:
Her anbefales det at parringen foregår hjemme hos hannens ejer, hvis ejeren har mulighed for dette.
Dette er for at sikre at hannen ikke er for længe væk fra sin egen gruppe, hvilket kan medføre unødvendig uro i hannens gruppe, især hvis han ligger højt i hierarkiet.
Dette aftaler man dog internt med hannens ejer.
Drægtigheden:
Hunrotter går drægtige i 21-24 dage (normalt 22-23 dage), og bør i denne periode gå hos sin egen gruppe.
2-3 dage før forventet fødsel flyttes hun over i et barselsbur for sig selv og bliver forsynet med blødt revet wc-papir og/eller meget blødt hø.
Avispapir anbefales ikke, da tryksværten kan smitte af, og papiret bliver meget klistret og vådt af bl.a. urin i forhold til wc-papiret.
Nogle avlere er modstandere af hø, da de enten har hørt historier eller selv oplevet at høet har prikket hul på de nyfødte ungers tynde hud, mens andre aldrig har oplevet problemer i den retning, og forsat benytter sig af hø.
2-3 dage før forventet fødsel flyttes hun over i et barselsbur for sig selv og bliver forsynet med blødt revet wc-papir og/eller meget blødt hø.
Avispapir anbefales ikke, da tryksværten kan smitte af, og papiret bliver meget klistret og vådt af bl.a. urin i forhold til wc-papiret.
Nogle avlere er modstandere af hø, da de enten har hørt historier eller selv oplevet at høet har prikket hul på de nyfødte ungers tynde hud, mens andre aldrig har oplevet problemer i den retning, og forsat benytter sig af hø.
Fødslen:
De sidste timer op til fødslen bliver hunrotten som regel rastløs og med såkaldte plukvéer.
Det er meget normalt at hunrotten begynder at bløde en lille smule kort før fødslen går i gang, og skedeåbningen vil være udvidet og hævet.
Man bør ikke forstyrre hunrotten mens fødslen står på, da en førstegangs fødene ellers kan finde på at dræbe og spise sine unger hvis hun bliver stresset.
Man skal dog stadig kigge ned i reden engang imellem for at sikre sig at fødslen går som den skal, og der der tegn på problemer bør man kontakte en dyrlæge med forstand på tamrotter.
Er man i tvivl om der er problemer er det altid en fordel at kunne rådføre sig med en erfaren avler, som kan fortælle om man har grund til bekymring.
De første par kuld vil altid være de ”værste” da man ikke har erfaringen til at se om alt er som det skal være.
Det er meget normalt at hunrotten begynder at bløde en lille smule kort før fødslen går i gang, og skedeåbningen vil være udvidet og hævet.
Man bør ikke forstyrre hunrotten mens fødslen står på, da en førstegangs fødene ellers kan finde på at dræbe og spise sine unger hvis hun bliver stresset.
Man skal dog stadig kigge ned i reden engang imellem for at sikre sig at fødslen går som den skal, og der der tegn på problemer bør man kontakte en dyrlæge med forstand på tamrotter.
Er man i tvivl om der er problemer er det altid en fordel at kunne rådføre sig med en erfaren avler, som kan fortælle om man har grund til bekymring.
De første par kuld vil altid være de ”værste” da man ikke har erfaringen til at se om alt er som det skal være.
Ungernes opvækst:
Når fødslen er overstået er det altid fristende at kigge ned i reden med det samme, men dette bør vente til hunrotten selv kommer ud for at få noget at spise og drikke, da man så kan kigge til ungerne uden at forstyrre og stresse den nybagte rottemor.
Som det første skal man kigge efter antallet af unger, antallet af hvert køn, og at alle unger er velskabte.
Kun de færeste kan kønsbestemme de nyfødte unger ved de første par kuld, men efterhånden som man får erfaringen bliver det lettere.
Den første leveuge skal hunrotten have så meget ro som muligt, og man bør kun tjekke ungerne er i live en enkelt gang om dagen.
Når ungerne er 1 uge gamle kan man begynde at tage dem ud og sidde med i hænderne, så de vænner sig til ens lugt.
Når ungerne er 2 uger gamle og har fået øjne, er det en god idé at lade hunrotten få selskab af en anden voksen hunrotte (kaldet hyggetante) og hvis man har det, vil det være en fordel hvis hyggetanten selv har prøvet at have kuld, så hun kan hjælpe den diegivende rottemor med at opdrage på ungerne.
I denne alder kan man også begynde at håndtere dem noget mere og bl.a. lade dem rende lidt rundt på sofaen eller sengen.
Når de er 3 uger gamle, kan man så småt begynde at introducere til de andre hunrotter ude på sofaen eller sengen.
Når de er 4 uger gamle kan man flytte rottemor, hyggetanten og alle ungerne ind i en større pigegruppe, så de i den sidste uge inden fravænning lærer at begå sig i en flok inden de flytter ud i deres nye hjem.
Når de er 5 uger gamle skal ungerne fravænnes og de er klar til at flytte ud til nye hjem.
Det er ikke altid at alle unger er afsat eller bliver hentet lige på fravænnings dagen, så her er man nødt til at tage drengene fra og dem kan man med fordel introducere til en større drengegruppe indtil de bliver hentet af deres nye ejere.
Under opvæksten kan man forkæle hunrotten med en masse gode ting der fremmer mælkeproduktionen.
Man kan give banen, kogte æg, grøntsager og hvis hunnens mælkeproduktionen er lav og ungerne ikke vokser optimalt, kan man med fordel give dem Hill's Prescription Diet a/d hver anden dag (købes hos dyrlægen).
Som det første skal man kigge efter antallet af unger, antallet af hvert køn, og at alle unger er velskabte.
Kun de færeste kan kønsbestemme de nyfødte unger ved de første par kuld, men efterhånden som man får erfaringen bliver det lettere.
Den første leveuge skal hunrotten have så meget ro som muligt, og man bør kun tjekke ungerne er i live en enkelt gang om dagen.
Når ungerne er 1 uge gamle kan man begynde at tage dem ud og sidde med i hænderne, så de vænner sig til ens lugt.
Når ungerne er 2 uger gamle og har fået øjne, er det en god idé at lade hunrotten få selskab af en anden voksen hunrotte (kaldet hyggetante) og hvis man har det, vil det være en fordel hvis hyggetanten selv har prøvet at have kuld, så hun kan hjælpe den diegivende rottemor med at opdrage på ungerne.
I denne alder kan man også begynde at håndtere dem noget mere og bl.a. lade dem rende lidt rundt på sofaen eller sengen.
Når de er 3 uger gamle, kan man så småt begynde at introducere til de andre hunrotter ude på sofaen eller sengen.
Når de er 4 uger gamle kan man flytte rottemor, hyggetanten og alle ungerne ind i en større pigegruppe, så de i den sidste uge inden fravænning lærer at begå sig i en flok inden de flytter ud i deres nye hjem.
Når de er 5 uger gamle skal ungerne fravænnes og de er klar til at flytte ud til nye hjem.
Det er ikke altid at alle unger er afsat eller bliver hentet lige på fravænnings dagen, så her er man nødt til at tage drengene fra og dem kan man med fordel introducere til en større drengegruppe indtil de bliver hentet af deres nye ejere.
Under opvæksten kan man forkæle hunrotten med en masse gode ting der fremmer mælkeproduktionen.
Man kan give banen, kogte æg, grøntsager og hvis hunnens mælkeproduktionen er lav og ungerne ikke vokser optimalt, kan man med fordel give dem Hill's Prescription Diet a/d hver anden dag (købes hos dyrlægen).
Denne "artikel" er udarbejdet af Rattus Norvegicus/Kenny
Copyright © 2008 CFK-Rats.weebly.com